|
PRINTER FRIENDLY VERSION DET NYTTER 2002. Det nytter Forord Det nytter at tro på, at man kan gøre en forskel. Det nytter at tro på, at det man gør, forandrer. Det nytter. I de sidste 10 år er jeg kommet i Den Gule Flyver og har fotograferet. Jeg har været i “Flyveren” for at tage portrætter til væggen. Protrætterne skulle være med til at give de unge et mere positivt syn på sig selv. Jeg fik herigennem muligheden for at komme bag om facaden. Den facade, vi kender fra vores møde med de unge på gaden. Hvor de kan virke provokerende og se hårde ud. Ja, hvor vi næsten kan blive bange for dem. Vi er efterhånden så vant til fotografier, at vi ikke engang tænker over deres værdi længere. Men det gjorde ungerne. Til min store overraskelse opdagede jeg, at mange af de unge ikke havde et eneste billede af sig selv. Ingen billeder fra barndommen. Ingen fysiske minder. Ingen beviser. De små dejlige stunder, som senere kom op på væggen, blev efterhånden til “flyverhistorie”. Og ungerne på billederne var blevet en del af denne historie. Her flere år senere har det været en stor glæde at besøge de interviewede og se, at fotografierne hos nogle lå godt gemt i en lille kasse. Som et stærkt og positivt minde. Endnu engang fungerede billederne som adgang til deres liv og deres syn på tidligere tider: “Det var dengang, vi var på Anholt”, “Kan du huske hende?”, Tænk, hvor er der sket meget siden”. Høre hvor vigtig “Flyveren” havde været for dem. Igennem fotografierne var ungerne blevet synliggjort. Jeg har villet lave en bog, hvor de unge fik lov til selv at tale. En bog om dem, som against all odds har klaret sig. Hvor Den Gule Flyver har været det rum, hvor de unge kunne få muligheden for at vælge om og starte forfra. Det kræver en enorm styrke at være mønsterbryder, at ændre sit eget liv. Det kræver projekter som Den Gule Flyver. Projekter med voksne, der tror på disse unge, og som vil involvere sig i deres liv. I en tid, hvor alle bliver mere og mere overladt til sig selv. Hvor gode begreber som anstændighed og solidaritet næsten er glemt, er det stadig vigtigt – som en af de unge i bogen siger - at være en del af noget, at være noget for andre. Det gælder ikke kun for disse unge – det gælder for os alle sammen. Charlotte Haslund-Christensen, København, september 2002. |
|||
